Der kommer fred i Ukraine, når Rusland har nået sine mål.
Det er beskeden fra Ruslands præsident, Vladimir Putin, under tv-programmet "Den Direkte Linje" torsdag, hvor præsidenten svarer på udvalgte spørgsmål.
Han understreger, at "afnazificering", "afmilitarisering" og en "neutral status" for Ukraine fortsat er målene og tilføjer så ifølge nyhedsbureauet Reuters:
- Freden kommer, når vi når vores mål.
"Afnazificering" er et løst defineret begreb, som Putin løbende har henvist til under offensiven - og som holocaustoverlevere ifølge nyhedsbureauet AFP fordømmer. Det bygger på beskyldninger om nynazistisk indflydelse på Ukraines regering, hvilket Vesten og Ukraine afviser.
Putins udtalelser kommer ved et normalt årligt, timelangt pressemøde, der bliver sendt på tv. Præsidenten svarer undervejs på spørgsmål fra både journalister og seere.
Han understreger ifølge nyhedsbureauet Reuters, at man enten når frem til en fredsaftale - eller også må man nå frem til en løsning med magt.
Putin bemærker, at det ser ud til, at støtte fra udlandet til Ukraine er ved at udløbe.
Pressemødet finder sted, på et tidspunkt hvor både USA og EU diskuterer støtte til Ukraine. Samtidig har der været flere meldinger om manglende fremdrift i den ukrainske militærindsats.
Fra Putin lyder beskeden torsdag ifølge nyhedsbureauet AFP, at Rusland fortsat vil være i stand til at bevæge sig "fremad".
- Der er nok for os, til at vi ikke blot kan føle os selvsikre, men også bevæge os fremad, siger Putin ifølge AFP.
Han siger, at landets styrker er, at det russiske samfund står sammen, at der er "vedholdenhed i det økonomiske system", og at "hærens muligheder øges".
Ifølge vestlige meldinger er billedet knap så ensidigt. USA er netop kommet med en vurdering, som lyder, at invasionen sætter de russiske finanser under pres. Ruslands økonomi ville være fem procent større uden krig, er konklusionen.
Ligeledes fra USA lyder det, at antallet af russiske enten dræbte eller sårede soldater er oppe på 315.000.
Det er blot en uge siden, at Putin meddelte, at han stiller op ved næste års præsidentvalg.
Konceptet "Den Direkte Linje" med Putin begyndte i 2001 og har været afholdt med få undtagelser siden da.
Det er et nøje tilrettelagt tv-show, hvor seere kan ringe ind.
Sidste år blev begivenheden aflyst efter dårlige russiske resultater på slagmarken i Ukraine. Her tilbageerobrede ukrainske styrker territorie i den østlige og sydlige del af landet.
/ritzau/