Ruslands premierminister, Vladimir Putin, svinger forbi Danmark i slutningen af april, hvor han skal besøge både dronning Margrethe og Lars Løkke Rasmussen.
Det oplyser Statsministeriet.
Besøget bliver den 26. april, og udover ministeren og Dronningen får også spidserne fra det danske erhvervsliv fornøjelsen af Vladimir Putin.
Lars Løkke Rasmussen glæder sig til at få besøg af premierministeren.
"Besøget er endnu et synligt bevis på, at forholdet mellem Danmark og Rusland er blevet styrket de seneste år. Der er en lang række af politiske og økonomiske områder, hvor vore to lande vil kunne få gavn af at forstærke samarbejde og samhandel yderligere. Det ser jeg frem til at drøfte med premierminister Putin," siger Lars Løkke Rasmussen.