Hun følte sig træt, utilpas og svimmel det meste af tiden. Da hun endelig gik til læge viste det sig, at Hanne Mette Poulsgaard led af udpræget D-vitamin mangel med smerter i muskler og led til følge. Nu får hun D-vitaminindsprøjtninger hos sin læge.
Men 32-årige Hanne Mette er langt fra den eneste dansker, der mangler det vigtige vitamin D. En ny undersøgelse, som forskerne på Vejle Sygehus har lavet blandt 9249 patienter, viser, at halvdelen af alle danskere får for lidt D-vitamin.
Put det i mælk
»Danskerne mangler D-vitamin i et omfang, der medfører milliard-udgifter i sundhedsvæsnet. Vi kunne spare enorme ressourcer ved at gennemføre et lovkrav, som pålægger producenterne at berige fødevare med vitaminet,« siger overlæge Henrik Hey til Vejle Amts Folkeblad.
Han foreslår, at vitaminet kommer i mælken eller melet.
Når et menneske mangler vitaminet øger det risikoen for knogleskørhed, sukkersyge, kræft og sklerose. Hos sundhedsmyndighederne er man opmærksom på danskernes underskud på D-vitamin, men der er ikke noget, der tyder på, at et lovkrav venter om det næste hjørne.
I øjeblikket arbejder fødevareinstituttet under Fødevarestyrelsen på en guide med grænseværdier, som madproducenterne kan tage udgangspunkt i. Indtil da må danskerne ligesom Hanne Mette Poulsgaard gå til læge og få sine D-vitamin indsprøjtninger eller snuppe en vitamin-pille.