Du kender dem som det irriterende grønne slim, der får dig til at glide på stenen. Eller som den store fiskeplage, der fjerner ilten fra de danske vande.
Men vidste du også, at man kan putte alger i benzintanken?
Det kan snart blive virkelighed. I hvert fald håber en gruppe forskere fra Dammarks Miljøundersøgelser, at det er et stort potentiale i at bruge alger som biobrændstof.
Det er den såkaldte søsalat, der har påkaldt sig videnskabens interesse.
- I projektet vil forskerne studere algevæksten og lade den gære i laboratoriet for at teste, hvor meget bioethanol, der kan dannes, skriver Århus Universitet i en pressemeddelelse.
Biomasse i form af landbrugsprodukter som f.eks. korn, majs og ærter har i flere år været brugt i energiproduktionen, forklarer seniorrådgiver Michael Bo Rasmussen fra Danmarks Miljøundersøgelser.
- Problemet er, at de også kan anvendes som fødevarer, så konkurrencen om disse former for biomasse er stor og ressourcerne derfor begrænsede. Der er et virkelig stort behov for at finde alternative former for biomasse til energiformål, og alger repræsenterer en ikke-udnyttet energiressource, der har et enormt potentiale, siger han.
Projektet er et ud af 16 projekter, som bliver støttet af Aarhus Universitets Forskningsfond. I alt kommer 48 millioner i årene 2007-2011 til at ramme dygtige forskere fra nye Aarhus Universitet.