Forbruget af p-piller blandt piger under den seksuelle lavalder stiger voldsomt.
Nye tal fra Lægemiddelstyrelsen viser, at antallet af piger under 15 år, der tager p-piller, er mere end fordoblet på ti år.
I 1999 fik 3086 piger under 15 år ordineret p-piller. Sidste år var det tal steget til 6570 piger mellem 11 og 14 år, skriver Kristeligt Dagblad. Og det bekymrer formand for Folketingets sundhedsudvalg, læge Preben Rudiengaard (V):
"Jeg forstår udmærket forældre og lægers frygt for, at pigerne i umoden alder bliver gravide og enten skal have abort eller varetage et barns opvækst. Men jeg er meget bekymret over udviklingen ikke mindst som læge, fordi man griber ind i pigens hormonelle cyklus," siger Preben Rudiengaard.
Ikke alle får dog p-pillerne for at undgå graviditet. En del får dem til behandling af invaliderende menstruationssmerter, lyder det fra foreningen Sex og Samfund.