En pukkelhval er strandet ved Stenbjerg i Thy, og det er lidt af en begivenhed.
Man skal nemlig 110 år tilbage i tiden for at finde et fortilfælde herhjemme, skriver TV Midt-Vest.
Konservatorer fra Statens Naturhistoriske Museum skal håndtere det store rådnende dyr, oplyser DR.
Hvalen er syv meter lang. Mandag indledes opgaven med at skære den i stykker og at frigøre skelettet.
Når hvaler skyller op på danske strande, bliver det nogle gange en begivenhed, som tiltrækker mange tilskuere.
I andre tilfælde har det for eksempel været kaskelothvaler, vågehvaler og finhvaler, der har endt deres dage i Danmark.
Indberetningen om den døde hval modtog museet i sidste uge.
- Pukkelhvaler er ret sjældne i Danmark, siger Morten Tange Olsen fra Statens Naturhistoriske Museum til TV Midt-Vest.
/ritzau/