Journalist og tv-vært Puk Elgård ser frem til at sætte sine fødder på DR igen, når hun skal arbejde som sommerferievikar på public service-stationen. Men denne gang er det ikke foran skærmen.
For Puk Elgård har sagt ja til at sende søndagsradio på P4. Det oplyser DR i en pressemeddelelse.
Puk Elgård ser frem til at sende radio på P4.
- Jeg glæder mig vanvittigt til at holde sommer med P4's lyttere. Der er noget særligt over sommeren i Danmark og radioen, der summer, siger hun i DR's pressemeddelelse.
Lokationen er hendes egen baghave i Værløse, og derfra vil hun sende dansk sommerhygge ud til lytterne, mens hun håber at lære dem bedre at kende.
- Vi sender direkte, og alle kan være med. Folk kan lytte lige dér, hvor de er, og være lige dem, de er. Alle er velkomne. De skal bare tænde for radioen, og for mig er det et fællesskab, siger Puk Elgård i DR's pressemeddelelse.
Hendes mission med lytterne er, at flest mulige kan hjælpe hinanden i sommervarmen, lyder det i pressemeddelelsen.
Det er en del år siden, at hun sidst var vært på DR. Her er hun blandt andet kendt fra "Aftenshowet" og "Puk og Herman" på DR1. Senere skiftede hun til TV 2 og blev vært på aktualitetsprogrammet "Go' morgen Danmark".
Nu er Puk Elgård tilbage på DR. Helt præcist kan man lytte til hende på P4 fem søndage formiddage hen over sommeren. Første søndag er den 9. juli.
DR-vært Stéphanie Surrugue og journalist Mette Walsted Vestergaard sender også radio hen over sommeren på både P1 og P4.
Her tegner Stéphanie Surrugue portrætter af de største statsledere - Ruslands Vladimir Putin og USA's Joe Biden - sammen med hendes korrespondentkolleger, mens Mette Walsted Vestergaard kigger nærmere på fremtiden ved at se på, hvordan forskellige emner - herunder madvaner, politik og sex - udvikler sig og ser ud om ti år.
/ritzau/
Af Laura Pretzmann, Ritzau Fokus