Hver gang Puk Damsgaard er i Danmark, bliver hun mindet om, hvor heldige vi faktisk er, siger hun. Hun ser frie, trygge mennesker. Der er langt til IS’ fremmarch i Mellemøsten og præsident Assads forsøg på at slå sin egen befolkning ihjel i Syrien.
Det er den sfære, hun til daglig bevæger sig i som DR-korrespondent i Mellemøsten, og situationen spidser mere og mere til. Det reflekterer hun også konstant over på det personlige plan, fortæller hun i et interview med FEMINA i denne uge.
- Hvad er det egentlig, man udsætter sig selv for? INGEN historie er værd at blive kidnappet for. Eller dø for. Omvendt er der historier, der BØR blive fortalt. Det er i gabet mellem de to yderpunkter, man skal forsøge at finde sig selv: Hvornår tager man en chance, og hvornår tager man den ikke?
25-årige Anne er kommet i modvind for at sige, hun ikke har barberet ben i 7 år: Læs hendes historie her
Elsker den, jeg er
Mens interviewet finder sted, er Puk Damsgaard i Danmark i forbindelse med udgivelsen af hendes bog ”Ser du månen, Daniel”, der handler om kidnapningen af den danske fotograf Daniel Rye Ottosen.
Hjemme i Cairo sidder Puks amerikanske mand. Han er flymekaniker. Langt fra Puks arbejdsområde. Hvordan har han det med at sende sin kone ind i krigsområder? Er han bange for, om hun kommer hjem igen? Har de en form for aftale?
- Vi har en aftale om, at jeg ikke skal dø! Hehe … altså, jeg mødte min mand i Pakistan. Han har ligesom været nomade i mange år, og vi har en fælles forståelse for, at vi lever, hvor vi nu engang gør, og jeg rejser dér, hvor jeg nu engang gør. Han er også forelsket i den person, jeg ER, og en meget stor del af mig er lige præcis det, jeg laver, fordi det opsluger mig helt og aldeles. Han ville ikke ønske, jeg lavede noget andet, Han tænker, at det er sådan, jeg er. Og så har vi selvfølgelig nogle helt praktiske aftaler. Han ved, at hvis jeg rejser ind i Syrien, så er planen, at jeg kommer ud dér og dér, og vi har en klar aftale om, hvornår han kan forvente at høre fra mig. Han føler nok selv, at han er blevet nødt til at STOLE på, at jeg ikke rejser med hovedet under armen. Men han skal ikke være min backup, det er DR, der har ansvaret for mig, siger hun.
Har I skrevet testamente?
- Du rammer et lidt ømt punkt. Det har vi faktisk ikke. Det er noget, vi har tænkt på, vi skulle. Det burde vi …
Puk siger selv, at statistisk set er hendes største risiko at dø i trafikken.
- Haha, jamen det ER det jo, når man ser statistisk på det. Altså … nu er det ikke alt sammen krig og konflikt, men den største risiko er at være på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt. Jeg føler mig rimelig sikker i Cairo, selv om der springer bomber i ny og næ, men Cairo er så stor, så det er ikke noget, jeg sådan tænker over. Det handler mere om at rejse i konfliktzoner og være på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt. Vi kan jo planlægge og være forsigtige, men der er jo ting, vi ikke kan forudse.
Det tog lang tid for TV2-korrespondenten Rasmus Tantholdt at overbevise sig selv om, at han er god til det, han laver
Hvordan tør du egentlig?
- Jamen … det er ikke, fordi jeg tør det. Det er ikke, fordi jeg er specielt modig, men jeg mener, det er vigtigt at fortælle de historier, og så forsøger jeg, så godt jeg kan, at passe på mig selv og så lære af de oplevelser, jeg får. Jeg føler mig meget hjemme i Mellemøsten. Og når man VÉD, man har gjort alt, hvad man kan, for at passe på sig selv, så finder man også ro med det, siger Puk Damsgaard til FEMINA.