Eleverne på sportsefterskolen SINE ved Løgumkloster i Sønderjylland slipper alligevel for kollektiv straf for eksamenssnyd.
Dermed er det ikke alle 152 elever på 10. årgang, der får deres skriftlige prøver annulleret, som skolen ellers i første omgang havde besluttet. Det oplyser forstander René Jacobsen til DR Syd.
I stedet vil man nu lave en individuel vurdering af hver enkelt elev for at finde ud af, hvem der rent faktisk har brugt de lækkede eksamensopgaver til at snyde med, siger René Jacobsen.
De elever, der blot har kendt til lækket eller haft filerne uden at åbne dem, slipper altså for at skulle til reeksamen i efteråret.
Skolen går i gang med arbejdet på mandag og forventer en afgørelse i løbet af ugen.
Opgaverne til 10. klasses skriftlige prøver slap ud til eleverne, da en lærer på sportsefterskolen ved en fejl kom til at give en elev et usb-stik med opgaverne på. Siden spredte opgaverne sig til i alt 180 elever på syv skoler rundt om i landet, inden lækket blev opdaget.