Først håbede arrangørerne på 40.000 tilskuere, senere blev forventningerne nedjusteret til 20.000, og lørdag kom så i underkanten af 10.000 publikummer til Jydsk Væddeløbsbane for at følge landskampen mellem Danmark og Spanien på storskærm.
»Vi havde håbet på, at væsentlig flere ville komme, men de, der var der, havde en god fest,« fortæller Bo Steffensen, administrationschef i Bruuns Galleri og initiativtager til arrangementet, som foruden fodbold bød på koncert med blandt andre rapperen Johnson og Carpark North.
Oplagt koncertsted
På trods af lørdagens beskedne fremmøde ser Bo Steffensen mange muligheder for lignende arrangementer på Jydsk Væddeløbsbane fremover.
»Det var for ambitiøst at arrangere musik tre timer før landskampen, for fodboldfolket dukkede først op en times tid før kampstart. Men jeg kan kun opfordre til, at man som koncertarrangør overvejer Væddeløbsbanen som en mulighed, når der kommer store navne til byen fremover. Der er plads til 50-60.000 tilskuere lige midt i byen,« siger Bo Steffensen, der ærgrer sig lidt over, at det danske landshold hurtigt kom bagud.
»Det var jo landsholdet, der skulle levere festen, og det er ikke til at sige, hvornår der igen kommer en vigtig landskamp til Århus. I mellemtiden kan jeg kun opfordre til, at de, der excelerer i store koncerter, får øjnene op for Væddeløbsbanen,« mener Bo Steffensen.