En stor del af DR s økonomiske trængsler skyldes slet ikke DR Byen, men udgifter til Folketingets public service-krav.
Af Jacob Basbøll
jaba@avisen.dk
@BRØD:Han har været en presset mand den seneste tid, DR s generaldirektør, Kenneth Plummer. Først fremlagde han en spareplan, som koster en tiendedel af medarbejderne jobbet, og så strejkede de ansatte, så programmerne kørte på pumperne.
Nu rammer kritikken ham, fordi DR Byen kun er skyld i halvdelen af de besparelser, som DR skal igennem. En stor del af besparelserne skyldes udgifterne til den nye public service-kontrakt, som Folketinget har givet DR. Der skal laves flere nyheder, mere musik, en nyhedskanal på nettet og en kombineret børne- og historiekanal.
Skulle spare alligevel
I alt skaber det, ifølge DR s egne tal, øgede udgifter indtil 2012 på 725 millioner kroner. Og da stigningen i licensen kun udgør 428 millioner, er der et minus på 297 millioner kroner i hele perioden eller godt 74 millioner om året ¿ en stor del af de 300 millioner, DR skal spare hvert år.
Alligevel mener Kenneth Plummer ikke, at kontrakten er det store problem.
»Det er der ikke noget odiøst i. Ligesom alle andre store virksomheder omstrukturerer og sparer DR hvert år nogle forskellige steder,« siger generaldirektøren.
Til gengæld har det overrasket, at beløbet bliver på 74 millioner kroner årligt, indrømmer han.
»Det er mere, end vi havde regnet med. Så vi skulle have været igennem en sparerunde under alle omstændigheder. Men det, der skaber de store problemer, er hullet i DR Byen på 150 millioner kroner om året. Det er umuligt at absorbere for en virksomhed som DR,« siger han.