Psykolog: Den største sorg at miste et barn

Efter den tredje søster fra høballeulykken i Hee har mistet livet, fortæller psykolog om sorgen ved at miste.

Der er intet over og intet ved siden af den sorg, forældre føler, når de mister et barn.

Det vurderer psykolog Rikke Høgsted, efter at høballeulykken i Hee lørdag har krævet den tredje søsters liv. Den seksårige pige og hendes to søstre døde af deres kvæstelser efter at være begravet under flere hundrede kilo tunge høballer på familiens gård.

Forældrene står nu tilbage med en sorg, som kun de færreste kender til, og som overskygger alt, fortæller Rikke Høgsted, der er chefpsykolog ved Falck Healthcare:

- Når man mister voldsomt og uden varsel, har man brug for, at andre mennesker tager over og holder en i live. Man går i chok, og selv små ting som at lave mad kan blive uoverstigelige udfordringer.

Hun har stor erfaring med traumeofre, men vil ikke gå ind og vurdere den konkrete sag, fordi hun ikke kender forældrene til de tre afdøde piger.

Men generelt ser chefpsykologen oftest, at folk går i chok.

- Og det kan have sin egen nåde, fordi chokket bedøver sindet lidt fra sorgen, der ellers kan være så voldsom, at forældrene mister lysten til at leve, siger hun.

Det er nemlig den største sorg at miste et barn.

- Børn er vores fremtid, de skal overleve os, og de er de eneste væsner, som vi elsker ubetinget, forklarer Rikke Høgsted.

Hun fortæller, at det for nogle forældre kan føles som en gidseltagning fortsat at være i live, når ens børn er revet fra en. Men for forældrene i Hee håber hun, at ægteparrets søn, der ikke var involveret i ulykken, kan fastholde forældrene i deres eksistens.

- Det er godt, at de har et barn at elske og fortsat være forældre for. Det kan betyde, at de med tiden vælger at leve livet igen, siger Rikke Høgsted.

Hun understreger, at sorgen ved at miste et barn aldrig forsvinder, men at man kan vælge at leve livet igen på et tidspunkt.

Det kommer ifølge Rikke Høgsted an på livskraften hos dem, der mister, om og hvornår de kan holde ud at leve livet igen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.