Danske læger trodser alle anbefalinger og stopfodrer sindslidende med medicin. En ny undersøgelse fra Sundhedsstyrelsen viser, at hver anden psykisk syg får en cocktail af flere bivirkningsfulde lægemidler. Det strider mod styrelsens egne anbefalinger og kan i værste fald være livsfarligt for de sindslidende.
»Det er chokerende, at så mange patienter får flere former for antipsykotisk medicin på én gang. Det havde vi ikke forventet,« siger Birte Glenthøj, professor i psykofarmakologi og neuropsykiatri ved Københavns Universitet og medforfatter til undersøgelsen.
Lig på bordet
Formanden for Landsforeningen SIND, Finn Graa Jakobsen, langer ud efter Sundhedsstyrelsen.
»Vi og pårørende har råbt op om problemet i årevis, men Sundhedsstyrelsen har ikke gjort noget før nu. Vi er åbenbart nødt til at få lig på bordet, inden styrelsen reagerer,« siger Finn Graa Jakobsen.
Han henviser til, at myndighederne kun iværksatte undersøgelsen, fordi Nyhedsavisens journalister i fjor skrev en række artikler om flere uventede dødsfald blandt yngre psykisk syge ? dødsfald, som de pårørende mistænkte medicinen for at forårsage.
Overlæge Anne Mette Dons, kontorchef i Sundhedsstyrelsens Enhed for Tilsyn, er også overrasket og siger, at »for mange« sindslidende får flere præparater. Derfor vil styrelsen i fremtiden overvåge, om lægerne overholder anbefalingerne. Har de for svært ved at holde sig fra receptblokken, kan det få konsekvenser for dem, siger Anne Mette Dons.
Side 22