Systemet i Kosovo er langt fra gearet til opfylde behovet for hjælp til psykisk syge. Det har FN slået fast. Alligevel er asylsøgere med ubehandlede psykiske lidelser blevet sendt retur til Kosovo.
Et flertal i Folketinget uden om regeringen vil nu gribe ind, efter at TV 2-programmet Dags Dato søndag aften dokumenterede, at hjemsendte asylsøgere ikke får den nødvendige behandling i Kosovo.
Ifølge TV 2 er Socialdemokraterne, SF, De Radikale, Dansk Folkeparti og Venstre enige om at forhindre, at flere psykisk syge sendes tilbage til Kosovo, før faciliteterne til behandling er forbedret.
Flertallet er dog enige om, at asylsøgere, der er sendt retur siden juni, skal forblive i Kosovo, hvor de skal hjælpes lokalt.