To måneder. Længere må der ikke gå, før børn og unge får svar på, om de har en psykisk lidelse.
Sådan lyder den nye ventetidsgaranti, som fra 1. januar 2008 skal sikre hjælp til de tusindvis af børn og unge, der i dag hober sig op på ventelisterne inden for psykiatrien.
Efter de to måneder, har forældrene ret til at tage deres barn til en privat behandler, for at få klar besked om, hvorvidt barnet har anoreksi, lider af skizofreni eller har en anden psykisk lidelse.
Men nu vil Danske Regioner, som har ansvaret for at behandle børnene, have Indenrigs- og Sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen (V) til at udskyde garantien, som alle partier ellers står bag.
Mangel på psykiatere
»Lige nu står omkring 3.000 børn på venteliste, så det er en voldsom pukkel, vi står over for i januar,« siger formand for Danske Regioner, Bent Hansen (S).
Han frygter, at garantien vil få ventelisterne til at vokse med op mod 7.000 ustabile børn. Problemet er, at der ikke er psykiatere nok i det offentlige, og at den private sektor nærmest ikke findes, fortæller Bent Hansen.
»Der er jo ingen private, man kan henvise til. Hvis der skal opbygges en privat sektor, så er det vores personale, der skal over til det private. Så det er den samme gryde, du rører rundt i,« siger Bent Hansen.
Tilbud findes hos private
Men det er en skrøne, at der ikke findes tilbud i privat regi. Det fastslår Dansk Erhverv, der blandt andet har Sammenslutningen af Privathospitaler og Privatklinikker i Danmark som medlem.
»Vi har private klinikker, som er parate til at hjælpe de børn og unge, som hænger fast i ventelisterne. Man udnytte ikke de tilbud, der er. Det bider sig selv i halen, for når de ikke kommer i behandling, får de det værre og værre. Og så stiger behandlingsbehovet,« siger konsulent i Dansk Erhverv, Stinne Hjorth.
»For ringe«
I Landsforeningen Bedre Psykiatri raser man.
»At Danske Regioners svar på et akut stigende samfundsproblem er, at det kan man ikke klare, det er simpelthen for ringe. Det betyder, at en syv-årig dreng eller ni-årig pige får lov til at gå rundt og få det dårligere og dårligere. Det virker højst mærkværdigt i et højtudviklet velfærdssamfund som det danske,« siger generalsekretær Thorstein Theilgaard.
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra sundhedsministeren.