Der sættes igen lid til, at en retsinstans kan få en nu 35-årig psykisk uligevægtig lejer ud af hans bolig på Århusvej i Slagelse.
Manden blev i juni sidste år sammen med 11 andre lejere i de 12 boliger på det nu nedlagte socialpsykiatriske botilbud Ungekollegiet opsagt. Men manden har nægtet at flytte.
Boligerne skal anvendes til andet formål, og Slagelse Kommune kan ikke komme i gang før manden er flyttet. Derfor betaler kommunen månedligt 60.000 kroner for de 11 ledige lejemål, skriver Sjællandske.
I marts var der håb om, at den 35-årige kunne blive sat ud efter han fik en dom for trusler mod en leder tilbage i 2015.
Men det er således endnu ikke sket, og nu er sagen nået til Boligretten, hvor der 1. august skal tages stilling til om manden kan tvinges ud af lejemålet.
- Han mener ikke, at han har gjort noget forkert. Men det er vi jo ikke enige med ham i, så nu må vi få retten til at hjælpe os, siger Karsten Krüger, direktør i Vestsjællands Almene Boligselskab, til Sjællandske.
Han forventer, at retten nu sætter det punktum, der skal til.
- Når man bor i en almen bolig, er man sikret igennem lejeloven. Og betaler du din husleje, kan der intet gøres - lige indtil den dag, du ikke følger reglerne. Og her er det klart, at alle de ting, der efterhånden er samlet sammen i denne sag, bidrager til vores argumentation for, at han nu skal ud af sit lejemål, siger Karsten Krüger.
Boligselskabet kan med dommen fra marts i hånden henvise til almenlejelovens §90 stk. 1 nr. 7. Her står, at man kan opsiges, "når lejeren har tilsidesat god skik og orden ... og forholdet er af en sådan karakter, at lejerens flytning er påkrævet".
Det vides ikke, hvorfor lejeren ikke ønsker at flytte, men Slagelse Kommune har givet ham adskillige tilbud om nye steder at bo.