Du ser ham måske i gadebilledet. Den forhultede, enspænder, der står i husfacadens læ dag ud og dag ind. Måske drikker han. Måske ikke. Måske er hans sind kulsort og forkrampet, måske ligefrem spaltet.
Psykisk syge danskere lever i dag side om side med os andre. I egne lejligheder og i bofællesskaber prøver de at leve et liv så normalt som muligt. For år tilbage ville de være indlagt på livstid, men de nu forsøger at klare sig selv.
Knækker filmen ender de på de psykiatriske skadestuer, der fungerer som sikkerhedsnet for alle med et forstyrret sind.
På 10 år er antallet af patienter på disse skadestuer i Danmark derfor steget med over 50 procent til omkring 47.000 besøg, viser nye tal fra Sundhedsstyrelsen.
Ifølge overlæge Ulla Bartels på Psykiatrisk Hospital Århus er det en naturlig og positiv konsekvens af en ændret psykiatrisk behandling, hvor færre spærres inde:
»Skadestuer er udskrevne patienters sikkerhedsnet. De kan altid komme på de døgnåbne skadestuer, hvis der opstår et akut problem. På den måde lades de ikke i stikken,« siger hun.
Flere behandles og flere kommer på de psykiatriske skadestuer. Men samtidig er tvangsindlæggelserne ikke steget.
»Så folk kommer frivilligt og opsøger behandling. Vi har fået afmystificeret psykiske lidelser. Det er ikke længere flovt at have en depression eller anden psykisk sygdom,« siger Ulla Bartels.
Mere end ni ud af ti psykiatriske patienter kommer akut og typisk gennem skadestuerne ind i behandlingssystemet. Og det er kun omkring hver tredje, der på skadestuerne er så sindssyg, at de skal indlægges. Resten får lidt hjælp og vender tilbage hurtigt til hverdagen.
Stigningen i besøgene på skadestuerne skyldes også patienter, der kommer med både psykiske problemer og så et alkohol- eller narkotikamisbrug, siger Thorkild Sørensen, overlæge på psykiatrisk afdeling, Odense Universitetshospital:
»Vi ser flere patienter, der har en dobbelt diagnose. Det vil sige patienter, som både er psykisk syge og misbrugere af enten alkohol eller hårde stoffer som heroin og amfetamin. Den blanding giver ofte stærke reaktioner i eksempelvis vold. Dem prøver vi så at hjælpe videre til enten egen læge eller en behandling,« siger han.