Kvinden, der væltede Pave Benedikt XVI, omkuld under julemessen i går i Peterskirken er nu identificeret.
Hendes navn er Susanna Maiolo. Hun er 25 år gammel og har både schweizisk og italiensk statsborgerskab, oplyser vatikanet.
Hun menes at være fra det italiensk-talende schweiziske kanton Ticino.
Kvinden var også involveret i en lignende episode ved midnatsmessen sidste år. Også her stormede hun pludselig mod paven.
Men da blev hun stoppet af sikkerhedsvagter, før hun nåede den aldrende pave. Ved gårsdagens angreb bar hun endda samme sweater som sidste år.
På spørgsmålet om, hvordan hun for anden gang kunne bryde sikkerheden omkring paven, siger talsmanden Federico Lombardi.
"Hun er kendt af vatikanet. Men vi har ikke vurderet hende til at udgøre en speciel fare for den katolske kirkes overhoved."
Vatikanet overvejer dog nu om sikkerhedsprocedurerne skal skærpes.
Sagen behandles af vatikanet alene uden indblanding fra andre myndigheder.
"Den stakkels kvinde har behov for behandling. Og det er også, hvad hun får," siger Federico Lombardi.
Efter overfaldet, hvor kvinden fik fat i pavens kåbe og trak ham med ned på gulvet i Peterskirken i Rom, kom den 82-årige pave på benene og fortsatte messen.