Fire psykisk syge er stadig indlagt på Sct. Hans i Roskilde seks år efter, de blev færdigbehandlet, fordi Københavns Kommune ikke kan finde egnede boliger til dem.
Til Nyhedsbureauet Newspaq siger generalsekretær Thorstein Theilgaard fra Bedre Psykiatri, at det er godt, at problemet nu bliver taget alvorligt.
"Vi synes, det er på tide, at man nu gør noget ved det her helt urimelige og skammelige problem, at de bare bliver parkeret i årevis på en psykiatrisk afdeling, når det slet ikke er der, de skal være. Det bliver de bare mere syge af," siger han.
Ombudsmandens interesse for sagen kan få politikerne til at få øjnene op for, at der mangler botilbud til færdigbehandlede psykiatriske patienter i København, mener Thorstein Theilgaard.
"Vi bliver simpelt hen nødt til at håbe, at det, at Ombudsmanden kommer på banen, er med til at lægge et ekstra pres på Københavns Kommune, så man får etableret de her boliger," siger han.
/Newspaq/