Faren, der søndag slog sin 13-årige datter ihjel med en svensknøgle, kan være en helt almindelig og normal mand.
Manden er blevet varetægtsfængslet i fire uger på en psykiatrisk afdeling. Men ifølge Henrik Day Poulsen, der er speciallæge i psykiatri og ekspert i psykopati og i samspillet mellem børn og deres forældre, er det ikke ensbetydende med, at faren er psykisk syg. Drabet kan bare skyldes et voldsomt temperament.
"Generelt skyldes affektdrab meget sjældent en alvorlig, psykiatrisk sygdom. Det drejer sig langt oftere om personer, der har problemer med temperamentet, når de bliver ophidsede. Og det kan så i sjældne tilfælde ende tragisk," siger han til ekstrabladet.dk.
Den 13-årige pige blev søndag myrdet for øjnene af sin tvillingebror og stedmor. Drabet skete ved, at hun blev slået 20 gange i hovedet med en svensknøgle.