Paris Saint-Germain er i en klasse for sig i denne sæson i den bedste franske liga, og det blev yderligere slået fast søndag aften, da holdet hjemme slog Monaco på tredjepladsen med 2-1.
PSG har efter sejren hele ni point ned til Lyon og Monaco, der begge har 29 point.
Edinson Cavani åbnede for målscoringen efter små tyve minutters spil, da Julian Draxler fandt ham inde foran mål, så han nemt kunne prikke hovedstadsklubben foran.
Cirka fem minutter inde i anden halvleg blev Neymar revet ned i feltet. Straffesparket tog brasilianeren sig selv af, og han omsatte det sikkert til en 2-0 føring.
Med små ti minutter igen af kampen sørgede Monacos Joao Moutinho for lidt ny spænding i kampen, da han med hjælp fra muren sendte et frispark direkte i mål.
Men det blev ikke til yderligere scoringer i opgøret som PSG vandt, og holdet kan nu forberede sig til næste opgave, der hedder Troyes på hjemmebane onsdag.
/ritzau/