Ritzau
Opdateret kl. 03:46
Paris Saint-Germain (PSG) skal blive ved med at forbedre sig, hvis klubben skal overføre sin dominerende position i fransk fodbold til Champions League, som det endnu ikke er lykkedes holdet at komme i nærheden af at vinde.
Det siger PSG's træner, Unai Emery, efter at holdet søndag sikrede sig det femte mesterskab på seks år.
Sidste år vandt Monaco overraskende titlen, men de forsvarende mestre blev søndag blæst ud af banen af PSG, som sikrede sig titlen med en sejr på 7-1.
- Andre hold har flere titler end os. Monaco, Nantes, Saint-Etienne, Marseille, Lyon, men vi må blive ved med at bygge på for fortsat at være nummer et i Frankrig og blive det andetsteds, siger Emery ifølge AFP til tv-stationen Canal+ om klubbens europæiske ambitioner.
Emerys kontrakt udløber efter denne sæson, og ifølge AP og andre medier ventes han at forlade klubben.
Han blev hyret til at sikre PSG succes i Europa, men den opgave har spanieren ikke formået at løse.
Mens det går forrygende på hjemligt græs - PSG har også vundet ligacuppen og er i semifinalen i pokalturneringen - så blev holdet igen i år sendt ud af Champions League inden kvartfinalerne.
I år var det Real Madrid, som satte en stopper for PSG's videre færd.
- Det nederlag gjorde ondt på os, siger anfører Thiago Silva.
- Det var et svært øjeblik, men når alt kommer til alt, synes jeg sæsonen har været god. Vi har taget titlen tilbage, tilføjer han og nævner, at næste opgave er en semifinale i pokalturneringen onsdag mod Caen.
/ritzau/