Da rigmænd fra Qatar i juni sidste år købte den franske hovedstadsklub Paris Saint-Germain, blev klubben ikke bare Frankrigs rigeste fodboldklub.
Den blev også en af verdens rigeste og gik med det samme i gang med at hente profiler til den franske hovedstad.
Med tirsdagens køb af den svenske verdensstjerne Zlatan Ibrahimovic i AC Milan har klubben nu spenderet svimlende 1,5 milliarder danske kroner på spillere på bare et år.
Det viser en opgørelse, som den franske sportsavis L'Équipe har lavet.
De foreløbigt største indkøb er Javier Pastore og Thiago Silva, der begge kostede den parisiske klub omtrent 42 millioner euro (312 millioner kroner).
Pastore kom fra italienske Palermo i sommeren 2011, mens forsvarsstjernen Thiago Silva for blot nogle dage siden blev hentet i AC Milan, som nu også har sluppet Ibrahimovic til de franske vicemestre.
Trods det store forbrug og de mange stjerner tyder meget imidlertid på, at klubben endnu føler sig tilstrækkeligt rustet til den kommende sæson.
- Jeg er glad for de spillere, jeg har nu, men jeg kan blive endnu gladere, sagde en smilende træner Carlo Ancelotti tidligere på ugen ifølge avisen Corriere Dello Sport.
Her følger en liste - opgjort af L'Équipe - over samtlige af PSG's spillerkøb, siden rigmændene fra Qatar overtog ejerskabet i 2011:
Sommeren 2011:
Javier Pastore (42 millioner euro)
Kévin Gameiro (11 millioner euro)
Blaise Matuidi (7,5 millioner euro)
Mohamed Sissoko (7 millioner euro)
Jeremy Menez (7 millioner euro)
Milan Bisevac (3,5 millioner euro)
Salvatore Sirigu (3,5 millioner euro)
Diego Lugano (3,5 millioner euro)
Vinteren 2011/2012:
Thiago Motta (10 millioner euro)
Alex (5 millioner euro)
Maxwell (4,5 millioner euro)
Sommeren 2012:
Thiago Silva (42 millioner euro, + 7 millioner i bonus)
Ezequiel Lavezzi (26 millioner euro, + 5 millioner i bonus)
Zlatan Ibrahimovic (20 millioner euro)
Marco Verratti (11 millioner euro, + 4 millioner i bonus)
Sammenlagt: 203,5 millioner euro (1,51 milliarder kroner)
/ritzau/