Paris Saint-Germain afviser, at den franske storklub er i færd med at hente Cristiano Ronaldo og José Mourinho til Paris.
Den italienske sportsavis La Gazzetta dello Sport kunne tidligere på ugen berette, at PSG var parat til at betale Real Madrid 750 millioner kroner for Ronaldo og samtidig lokke hans træner i Madrid med til den franske hovedstad.
- Jeg har ikke talt med nogen fra Real Madrid. Cristiano Ronaldo er en god spiller, men han spiller i Real Madrid, fastslår PSG-præsident Nasser Al-Khelaifa ifølge ESPN.
PSG's sportsdirektør, Leonardo, afviser også, at der skulle være afholdt møder omkring et muligt skifte.
- Vi har ikke mødtes med nogen. Dette er heller ikke tidspunktet, hvor vi taler om transfermarkedet, siger Leonardo.
Paris Saint-Germain fører lige nu den franske Ligue 1.