Flere landsdele kæmper nu med langtidsledige i aldersgruppen 25 til 29 år.
Antallet af de langtidsledige er på blot to år steget drastisk fra 1.600 til 6.200.
Altså en firdobling på blot to år, viser en ny analyse fra AE-Rådet.
"Det er værst i udkantsområderne Bornholm, Vest- og Sydsjælland. Her har den økonomiske krise ramt hårdt. Ikke mindst i bygge- og anlægssektoren," siger AE-Rådets direktør Lars Andersen til Newspaq.
Målt i forhold til arbejdsstyrkens størrelse var 3,1 procent af de 25-29-årige langtidsledige i oktober 2010, skriver AE-Rådet i analysen.
"Skrækscenariet er, at det stiger mere. Men bare det, at det ligger så højt er skidt. For det betyder, at de unge får en rigtig dårlig start på deres arbejdskarriere," siger direktør Lars Andersen.
Nordsjælland og Københavns by er landsdele med forholdsmæssigt få langtidsledige blandt de 25-29-årige, og stigningen i langtidsledigheden har her været relativ beskeden.