Protestparti og højrefløj får chance for regering i Italien
Leder af Femstjernebevægelsen, Luigi Di Maio (i midten), holder 12. april pressemøde efter et møde med den italienske præsident. Mødet har umiddelbart givet protestpartiet mulighed for at danne regering. Foto: Tiziana Fabi/AFP
Italiens højrefløj og protestpartiet Femstjernebevægelsen får ugen ud til at danne regering, siger præsident.

Det italienske protestparti Femstjernebevægelsen er et skridt nærmere en plads i landets regering.

Onsdag har landets præsident, Sergio Mattarella, givet protestpartiet og den italienske højrefløj et forsøg på at danne en regering efter valget i starten af marts.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Præsidenten har sat en deadline til fredag. Herefter skal partierne præsentere et svar på, om de kan danne en regering. Reuters skriver, "at det vil være en overraskelse", hvis det lykkes.

Valget i starten af marts gav intet tydeligt regeringsdueligt flertal. Ingen af italiensk politiks tre store blokke fik i nærheden af et flertal.

En koalition af centrum-højrepartier blev størst med 37 procent af stemmerne. Herefter kom Femstjernebevægelsen, der fik 32 procent af stemmerne. Koalitionen af centrum-venstrepartier fik 22 procent.

Rent formelt fungerer det sådan i Italien, at præsidenten giver formanden for Senatet - overhuset i det italienske parlament - mandat til at undersøge om en regeringen mellem centrum-højrepartierne og Femstjernebevægelsen kan dannes.

Blokken af centrum-højre partier består af Ligaen, der tidligere hed Liga Nord, og Forza Italia, der er den tidligere premierminister Silvio Berlusconis parti.

Ligaen blev størst af de to partier med få procentpoint, og Berlusconi har givet udtryk for, at Ligaens leder, Matteo Salvini, bør blive regeringsleder.

Modsat har Luigi Di Maio, som leder Femstjernebevægelsen, sagt, at protestpartiet vil gå "uophørligt" efter magten i Italien.

Partiet har tidligere givet udtryk for, at det ikke vil indgå i en regering med Forza Italia.

Ud over at være et nøglemedlem af koalitionen af centrum-højrepartier, er det også det parti, hvor formanden for Senatet, Maria Casellati, er fra.

Italien er EU's tredjestørste økonomi. Landets politikere er i flere omgange mislykkes med at danne en regering, siden valget i marts.

/ritzau/