Protester mod Maduro fortsætter i Venezuela
I flere dage har der været demonstrationer i Venezuela, hvor mange borgere er utilfredse med den siddende regering. Yuri Cortez/Ritzau Scanpix
Kort tid efter et kupforsøg på Venezuelas præsident er der igen borgere på gaden for at protestere.

Protester fortsætter mod præsident Nicolas Maduro i Venezuela, hvor borgere samledes mindst 30 steder til demonstrationer i Caracas, der er hovedstaden.

De fleste demonstrationer har fundet sted i mere dårligt stillede bydele, hvor demonstranter spærrede gader af og satte ild til affald. Det fortæller Social Conflict Observatory, der er en ikkestatslig organisation.

Sikkerhedsstyrkerne har flere steder brugt tåregas i forsøget på at sprede demonstranterne, lyder beretningen fra NGO'en, der arbejder med at observere socialrelaterede konflikter i landet.

Flere steder kom demonstranterne i karambolage med militæret.

- Ud med Maduro. Det var det, folk råbte. Det var frygteligt, siger det 60-årige øjenvidne Dinora de Longa.

- Politiet skød, og det var tåregas alle steder. Jeg blev nødt til at sætte mine børnebørn ud på badeværelset, siger kvinden, der bor i Los Mecedores-nabolaget.

Demonstrationerne er muligvis blot en smagsprøve på den varslede protest, der skal finde sted onsdag mod præsidenten.

Mandagens protester finder sted under et døgn efter, at soldater fra nationalgarden mandag forsøgte at kuppe præsident Maduro. Kupforsøget mislykkedes dog, og 27 soldater blev anholdt.

Landets forsvarsminister meddelte sent mandag aften dansk tid, at de ansvarlige for "mytteriet" vil få "den fulde kraft af lovens lange arm at føle".

Soldaterne angreb først en kontrolpost i hovedstaden. Her tog de fire soldater til fange og tog deres våben.

I en video opfordrede kupmagerne kort tid efter borgerne i Venezuela til at gå på gaden for at protestere. De lykkedes kupmagerne at samle flere demonstranter.

De satte ild til skraldecontainere og blokerede vejene, så politiet ikke kunne komme forbi.

/ritzau/AFP

/ritzau/AFP