Efter lørdagens henrettelse af den tidligere irakiske diktator Saddam Hussein har hans tilhængere mandag været i færd med at demonstrere imod det, de ser som en »en kriminel handling af fejhed«, skriver BBC.
Hundreder af demonstranter var på gaden i Bagdad, Tikrit and Samarra for at vise deres støtte til Hussein, som blev hængt efter at være blevet dømt for forbrydelser mod menneskeheden. I Jordans hovedstad, Amman, sluttede Husseins datter Raghad sig til den protesterende folkemængde:
»Gud velsigne jer! Jeg takker jer for at ære martyren Saddam,« fortalte hun de ophidsede demonstranter.
I hele den muslimske verden var der lignende protester, blandt andet i det Palæstinensiske Selvstyreområde og i Kashmir-provinsen i Indien.