Det argentinske fodboldlandshold har aflyst en VM-opvarmningskamp mod Israel på lørdag.
Det bekræfter en unavngiven kilde i Argentinas fodboldforbund.
Den internationale testkamp skulle have været spillet på Teddy Kollek Stadium i Jerusalem på lørdag, men er blevet aflyst som følge af protester fra propalæstinensiske grupper.
Lederen af det palæstinensiske fodboldforbund, Jibril Rajoub, havde opfordret Argentina til at aflyse kampen, ligesom han havde opfordret arabiske fodboldfans til at brænde plakater med Argentina-anfører Lionel Messi, hvis han spillede.
Selv om Teddy Kollek Stadium ligger i det vestlige Jerusalem, så havde Jibril Rajoub klaget over, at det ligger i et kvarter, der er bygget på stedet for en tidligere palæstinensisk landsby, der blev ødelagt under Israels oprettelse i 1948.
Jibril Rajoub har længe opfordret Fifa til at bortvise Israel fra det internationale fodboldforbund.
Aflysningen af lørdagens kamp kommer, timer efter at propalæstinensiske aktivister afholdt en demonstration foran det sportsanlæg i Barcelona, hvor de argentinske landsholdsspillere i disse dage forbereder sig til VM i Rusland, der bliver skudt i gang senere på måneden.
- I sidste ende er det den rigtige beslutning, siger Argentina-angriber Gonzalo Higuain til ESPN.
- Sund fornuft kommer i første række, og vi følte ikke, at det var rigtigt at tage afsted, tilføjer han.
Israel har endnu ikke officielt kommenteret aflysningen. Det israelske nyhedssite Ynet skriver dog, at premierminister Benjamin Netanyahu havde ringet til Argentinas præsident, Mauricio Macri, og opfordret ham til at gribe ind.
Argentina åbner gruppe D i Rusland mod Island den 16. juni. Derefter skal holdet møde Kroatien den 21. juni og Nigeria den 26. juni.
/ritzau/AP