I sagen mod de fire unge terrortiltalte i Glostrup-sagen har anklagerne flere gange før jul indkaldt vidner, der skulle tegne et billede af de fire unges radikalisering. Om de fire har gennemgået en udvikling i deres tilgang til islam og om det i sidste ende kunne føre til, at de unge mænd – som de er anklaget for – har planlagt et terrorangreb et sted i Europa.
Men onsdag var det for meget for forsvarsadvokat Anders Boelskifte. Onsdag eftermiddag skal en tidligere skolelærer til en af de tiltalte vidne i retten, men nu skal der trækkes i håndbremsen, fastslog Anders Boelskifte ved retsmødet onsdag formiddag i Østre Landsret.
»Karaktervidner hører ikke hjemme i straffesager. Man kan ikke afhøre folk om ting, der går forud for en eventuel kriminel handling. Vidnet var klasselærer for AB, før han blev anholdt, og snakkede ikke med ham et halvt år, før han blev anholdt. Hvis retten giver tilladelse til vidnet, vil det åbne for en strøm af andre vidner. Og hvad er deres motiver, og hvad er skolelærerens motiver? Det kan aldrig blive relevant for sagen, om AB fik gode eller dårlige karakterer i skolen eller om hvordan læreren opfattede AB som person. Det er et skråplan i dansk ret,« sagde Anders Boelskifte.
Jørgen Jensen, en af de to anklagere i sagen, kunne dog godt se det relevante i at høre skolelæreren.
»Det er en usædvanlig sag, og derfor fører vi beviserne usædvanligt. Jeg mener, det er vigtigt, at vi hører forskellige vidner omkring deres syn på de fire tiltalte. Det er nødvendigt for at finde ud af, om deres sind har huset tanker, der har ført dem til at gøre det, som de er anklaget for,« sagde Jørgen Jensen.