Joachim B. Olsen står til at ryge ud af Folketinget
Joachim B. Olsen blev valgt ind i Folketinget for første gang i 2011 og igen i 2015, hvor han høstede over dobbelt så mange stemmer som ved sit første folketingsvalg. Pressefoto: Liberal Alliance

Hvis valget blev afholdt i dag, ville Joachim B. Olsen (LA) sandsynligvis miste sin plads i Folketinget.

Det viser en ny mandatprognose udarbejdet for Altinget af professor Kasper Møller Hansen.

Ifølge prognosen står Liberal Alliance til at miste deres eneste mandat i Københavns Omegns Storkreds, hvor den tidligere OL-sølvvinder og nuværende LA-finansordfører Joachim B. Olsen i øjeblikket stiller op som spidskandidat.

Prognosen tegner derfor et billede af en klar profil i Liberal Alliance, der er i farezonen for at måtte vinke farvel til Folketinget, hvis ikke meningsmålingerne vender til hans fordel inden valget 5. juni.

Joachim B. Olsen blev valgt ind i Folketinget for første gang i 2011 og igen i 2015, hvor han høstede over dobbelt så mange stemmer som ved sit første folketingsvalg.

Liberal Alliance var da også én af sidste valgs helt store sejrherrer, hvor de endte som blå bloks tredjestørste parti med 13 mandater i Folketinget.

Siden rekordvalget har det dog ikke været en valgperiode præget af store opture for det liberale parti, som ifølge flere prognoser står til at få deres vælgertal halveret.

Ifølge Altingets politiske kommentator Erik Holstein ville det være en klar svækkelse for Liberal Alliance, hvis Joachim B. Olsen ikke opnår genvalg.

”Han er vigtig i den genrejsningsproces, Liberal Alliance skal i gang med efter valget. Så det er virkelig en bet for dem, hvis han ikke længere er i folketingsgruppen,” siger Erik Holstein til Altinget. 

 

Altinget