En amerikansk professor har spist en chili, som senere har vist sig at være verdens stærkeste. Faktisk er chilien så stærk, at den er dobbelt så stærk som den hidtil stærkeste chili-sort.
Professoren, Paul Bosland, følte det ifølge AP, som om han åndede ild, da han havde spist chilien. Bagefter forsøgte han desperat at dæmpe branden i halsen med en sodavand, mens han tænkte:
»Den her chili må være en rekord af en eller anden slags.«
Bosland sendte chilien af sorten bhut jolokia til Guiness Rekordbog, som fik den undersøgt. Og professoren havde ret. Bhut jolokia-chilien måler hele 1.001.304 enheder på den internationale skala til måling af chili-styrke, scoville-skalaen. Det er dobbelt så meget som den hidtil stærkeste chili, rød savina-chilien – og 100 gange så stærkt som en almindelig jalapeno fra et dansk supermarked.
Chilien vokser naturligt i Indien, og dens navn betyder »spøgelses-chili«. Professor Bosland giver AP sin egen forklaring på navnet.
»Jeg tror, det er fordi, den er så stærk, at du opgiver ånden, når du spiser den.«
De modige kan købe frø til spøgelseschilien på denne side: www.chiliseeds.co.uk.