Inger Støjberg kan ikke straffes hårdere, hvis Rigsretten kender hende skyldig i at have vildledt Folketinget.
Det har Rigsretten afsagt kendelse om tirsdag.
I kendelsen fremgår det, at det ikke kan tælle som en skærpende omstændighed, hvis Inger Støjberg findes skyldig i at have vildledt Folketinget. Hvilket betyder, at det ikke kan give en hårdere straf.
Og den nye kendelse kan være udslagsgivende for, om Inger Støjberg skal i fængsel eller ej, mener professor i forvaltningsret på Syddansk Universitet Frederik Waage.
- Jeg skal understrege, at Inger Støjberg er uskyldig indtil det modsatte er bevist. Men denne her kendelse kan være udslagsgivende for, om Inger Støjberg får en fængselsstraf eller ej, hvis Rigsretten måtte komme frem til, at hun har løjet over for Folketinget, siger han.
Ifølge Frederik Waage skal årsagen til Rigsrettens beslutning findes i Folketingets beslutning om ikke at rejse tiltale for, at Inger Støjberg skulle have talt usandt overfor Folketinget.
- Og det har fjernet muligheden for, at hun kan få en højere straf, fordi hun skulle have løjet, hvilket anklagerne ellers forsøgte at gøre gældende i Rigsretten. Men det kan man altså ikke. Man kan ikke få højere straf for at tale usandt, når Folketinget har valgt ikke at rejse tiltale for det, siger Frederik Waage.
Rigsretssagen skal afgøre, hvorvidt Inger Støjberg i rollen som udlændinge- og integrationsminister i strid med loven beordrede asylpar - hvor den ene part var under 18 år - adskilt tilbage i 2016.
Der foregik ikke partshøring af parrene i sagerne, og der var angiveligt ingen individuel sagsbehandling.
Kritikere af adskillelsen af asylpar har påpeget, at der netop kræves partshøring og individuel sagsbehandling i den type sager.
Rigsretssagen indledes den 2. september og ventes afsluttet inden årets udgang.
/ritzau/