Med Storbritanniens farvel til EU er det slut med at betragte EU som en stormagt i international politik, og det kan tilmed blive enden for et samlet Storbritannien.
Det vurderer Uffe Østergaard, professor emeritus i EU og europæisk historie ved CBS.
- Det er et historisk stort skridt for Europa, at Storbritannien har stemt sig ud. Briterne og i særdeleshed englænderne ville ikke have, at Europa skal optræde som en samlet magt, og det er i hvert fald også slut nu, siger han.
- Men englænderne skal nok blive klogere, for det her bliver også enden på Storbritannien, som vi kender det. Jeg tror, at inden for en tiårig periode, måske endda før, vil Skotland stemme om uafhængighed, tilføjer Uffe Østergaard.
Ifølge professoren tror Boris Johnson, der har ledet den britiske forlad-EU-kampagne, at Storbritannien er stærkere på egen hånd. Briterne puster sig større, end de reelt er, mener Uffe Østergaard.
- De tror, at de er en stormagt i storpolitikken, men det er de ikke. Både Kinas og USA's præsidenter håbede, at briterne ville blive i EU, fordi de gerne ville have EU som en samlet, stor magt. Men det er slut.
Uffe Østergaard påpeger, at det "lige så godt kunne have været et andet land, der havde meldt sig ud af EU." Flere folkeafstemninger venter i fremtiden, lyder vurderingen.
- Det kunne også sagtens have været Frankrig, hvor EU jo også er meget upopulær. Men spørgsmålet er, om Danmark ikke bliver det næste land. Men det kommer an på, hvordan indenrigspolitikken udvikler sig.
Tyskland ses i øjeblikket som en stærk fortaler for en europæisk union, men Uffe Østergaard mener, at den stemning kan vende.
- Jeg tror, at afstemningen åbner for, at Tyskland i højere grad vil følge sine egne egoistiske eller nationale interesser i EU. Når de andre lande har vist, at de ikke vil sætte noget til side for fællesskabet, så er der heller ingen grund til, at tyskerne gør det, lyder det fra Uffe Østergaard.
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
Som nyhedsbrevsmodtager sender vi dig nyhedsbreve indeholdende breaking news, dagens vigtigste nyheder samt redaktionelle kampagner. Når du tilmelder dig nyhedsbrevet, accepterer du samtidig, at nyhedsbrevet kan indeholde kommercielt indhold i form af tilbud, læserundersøgelser, konkurrencer og events fra Avisen.dk samt markedsføring af produkter og ydelser fra 3. part.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.