Syv år med stadig højere straffe har ikke haft nogen virkning, lyder det fra Eva Smith, professor i retsvidenskab ved Københavns Universitet.
Regeringen har varslet strengere straffe og øgede muligheder for at udvise kriminelle udlændinge. Men Eva Smith tror ikke på, regeringens forslag om højere straffe for bandekriminalitet kommer til at virke:
"Nej, det tror jeg ikke. Nu har vi prøvet i syv år at hæve straframmerne, uden at det tilsyneladende har haft nogen virkning. Så der skal gås nye veje," siger hun til Berlingske.dk.
I stedet skal politiet være mere synlige i gadebilledet, mener hun.
"Åbn en nærpolitistation på Blågårds Plads - den kan åbne omgående, eventuelt i en skurvogn. Så vil der være betjente lige ved siden af hele døgnet. De vil kunne nå frem i løbet af 30 sekunder, hvis der udbryder ballade. Det vil være trygt for indbyggerne, der bor der, og det vil kunne stoppe den kriminalitet, der er i området," siger hun.
Hun roser dog flere tiltag i justitsminister Brian Mikkelsens (K) bandepakke.
"Hans forslag om banderåd er en god idé. Hans forsøg på at øge opklaringen er også en god idé. Men alt det med de strengere straffe og udvisningerne giver ingen meninger. Desuden er der ikke meget at hente ved disse trusler om udvisning, da en udvisning skal vejes op mod den unges tilknytning til Danmark," siger hun.