Den professionelle golfspiller Amanda Moltke-Leth siger farvel til pigsko og køller og goddag til uniform og knippel.
På trods af sine 34 år er hun nemlig startet på politiskolen. En drøm golfspilleren længe har haft. Og beslutningen har da også været længe undervejs.
"Jeg startede nok overvejelserne for to-tre år siden. De sidste par år har jeg ikke haft den samme motivation, og det kan man også godt se på mine resultater," siger hun til sin hjemmeside, www.amandamoltkeleth.dk.
Og hun er da også godt klar over, at hun måske vil blive mødt af et løftet bryn eller to.
"Mange vil jo nok tænke, at jeg var blevet for gammel til at blive betjent, når der jo har været en aldersgrænse på 29 år. Men jeg er skruet sådan sammen, at når jeg får at vide, der er noget, jeg ikke kan eller må, så bliver jeg virkelig opsat på at modbevise det," siger Amanda Moltke-Leth.
Amanda Moltke-Leth har spillet 116 turneringer på Ladies European Tour. 12 gange er hun sluttet i top 10.