Klichéen om at blive slået gul og blå har fået nyt liv. Efter 37 år er professionel boksning blevet tilladt i Sverige, og det vækker glæde i den svenske bokseverden.
»Det føles som en stor politisk sejr. Den svenske regering har i årevis gået rundt med skyklapper, men endelig blev det et ja,« siger den tidligere svenske topbokser Paolo Roberto til Aftonbladet.se.
Også generalsekretæren for det svenske bokseforbund, Tommy Torstenson, glæder sig:
»Det er meget glædeligt. Det kommer forhåbentligt til at lokke flere unge til sporten, og jeg tror også, at medieinteressen for boksning vil stige,« siger han.
Prof-boksning light
Men det bliver prof-boksning light, de svenske boksefans kommer til at kunne opleve på svensk grund. Det bliver i bar overkrop (dog stadig med top for kvinder) og uden hjelm, men derudover ligner professionel boksning på svensk, den amatørboksning vi kender fra Danmark. Kampene kommer højst til at kunne vare fire omgange og stævnelægen skal kunne stoppe kampen, hvis han finder det uforsvarligt.
Det er Länsstyrelsen i Sverige, der har givet tilladelsen, men der er dog stadig grænser for, hvad der kan accepteres i Sverige. Således har arrangørerne af et boksestævne i Globen i Stockholm fået nej til at få verdensmesteren i sværvægt, Nicolaj Valujev, på plakaten i et titelforsvar.
Efter Sveriges ja til professionel boksning, er der kun en lille eksklusiv gruppe af lande tilbage, der ikke accepterer professionel boksning. Det er Norge, Iran, Cuba og Nordkorea.