Intet er mere veldokumenteret, end at tobak først og fremmest handler om holdninger og desværre sjældent om fakta. Chefredaktøren er ude i et fanatisk korstog, og her - ved vi af erfaring - lades alt håb om en saglig debat ude.
Men lad mig alligevel prøve at sætte et par ting på plads:
Kræftens Bekæmpelse har netop ikke dokumenteret noget som helst om, at tilsætning af stoffer gør cigaretter mere skadelige eller øger afhængigheden.
Vi har interne retningslinjer om, at vores tilsætningsstoffer skal overholde fransk og tysk tobakslovgivning samt amerikansk fødevarelovgivning.
Skandinavisk Tobakskompagni markedsfører ikke tobak over for unge. Vi har haft frivillige regler med danske myndigheder om dette siden 1972 og har i dag et sæt interne retningslinjer, der pålægger os ikke at markedsføre tobak over for unge - noget sted i verden.
Vi har en lang tradition for at argumentere for, at rygning er for voksne - at man skal være fyldt 18 år for at træffe valget - og heldigvis ser det nu ud til, at vi også får den aldersgrænse i Danmark. Helt overordnet er det vigtigt at slå fast: Det er sundhedsskadeligt at ryge. Men det skyldes altså alene det, der findes i tobakken fra naturens hånd. På samme måde er tobaksrygning afhængighedsskabende alene på grund af den nikotin, der findes i tobakken.