Dette er en pressemeddelelse leveret af Via Ritzau.
Pressemeddelelse fra Danmarks Lærerforening
Når de økonomiske vismænd i deres nye rapport om produktiviteten i grundskolen bruger de såkaldte PISA-resultater som indikator for kvaliteten, er det ifølge Danmarks Lærerforening en helt fejlagtig måde at opgøre produktivitet og kvalitet i den danske folkeskole.
"PISA måler på nogle meget snævert definerede færdigheder i nogle få fag. Pisa-resultaterne kan ikke anvendes til at konkludere noget om fagligheden i folkeskolen. De siger heller intet om bidraget til de værdier og mål for samfundsudvikling og nationalt demokrati, som er vedtaget politisk i det danske folketing og udtrykt i folkeskoleloven. PISA kan derfor på ingen måde anvendes som kvalitetsmål for det danske skolesystem og som metode til opgørelse af produktivitet", siger formand i Danmarks Lærerforening Anders Bondo Christensen.
PISA-resultaterne er en international sammenligningsmodel, hvor man på tværs af landegrænser forsøger at vurdere 9.-klasses elevers kompetencer inden for læsning, matematik og naturfag. De Økonomiske Råd påpeger i deres rapport den utilstrækkelighed, der er forbundet med at fokusere på PISA-resultaterne men vælger alligevel at lade PISA være indikatoren for produktiviteten.
"Gang på gang er det statistiske grundlag for PISA-resultaterne blevet dokumenteret som fuldkommen utilstrækkeligt, så når vismændene alligevel vælger at bruge dem, så er vi igen inde i et regime, hvor man forsøger at måle noget meget svært målbart. Dermed risikerer vi, at man på et fejlagtigt grundlag flytter fokus fra folkeskolens kerneopgaver", siger Anders Bondo.
Danmarks Lærerforening kan godt følge vismændenes kritik af den hidtidige målemetode, hvor man har målt produktivitet i grundskolen i antallet af timer per elev. Danmarks Lærerforening mener imidlertid, at man i stedet for at fokusere på enkelte testresultater i folkeskolen skal lave evalueringssystemer, der bygger på lærernes vurdering af elevernes samlede kundskabstilegnelse.
"PISA og nationale test siger intet om essentielle dele af elevernes faglige kundskaber som demokratiforståelse, dannelse, samarbejdsevne, lysten til at lære mere og fortrolighed med dansk kultur. Det er et problem. Vi skal ikke bare vælge et ubrugeligt måleinstrument, fordi det er det eneste, der er til rådighed", siger Anders Bondo Christensen.
Yderligere kommentarer:
Anders Bondo Christensen via pressechef i Danmarks Lærerforening Jens Dissing Munk, telefon 30178874
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/produktiviteten-i-grundskolen-kan-ikke-males-med-pisa-resultater?releaseId=13569658
Dette er en pressemeddelelse leveret af Via Ritzau.