Køber du mere end 20 piller panodil - så skal du have en recept. Det kan meget vel blive kravet i fremtiden - for de populære hovedpinepiller med paracetamol bruges alt for tit af teenagere, der vil begå selvmord.
Tre gange hver eneste dag forsøger en dansker at tage sit liv med pillerne, og det er en tredobling på ti år. Det skriver Politiken. Kravet om recept kommer fra producenten af panodil, GlaxoSmithKline, i et brev til sundhedsministeren.
Og på Christiansborg, ser det ud til, at der for første gang er et flertal for at få en strammere lov om hovedpinepillerne. Venstre, der tidligere har været i mod at stramme loven, er nu villig til at se på den. Det siger Preben Rudiengaard (V), formand for Sundhedsudvalget i Folketinget. Indsatsen har fejlet, erkender han.
"Såfremt der er evidens for, at receptpligt har en positiv effekt, så er det nok den vej, vi skal gå," siger Preben Rudiengaard, til Politiken. Han vil allerede mandag tage sagen op med sundhedsministeren.