Italiens premierminister skal igennem en mistillidsafstemning i parlamentet, inden han kan være sikker på at fortsætte som leder af landets regering. Romano Prodi trådte onsdag tilbage efter at have lidt et nederlag i en afstemning i parlamentet. Men søndag gav Italiens præsident ham en ny chance ved at bede Prodi om at blive som premierminister.
Nu skal Prodi så igennem en afstemning, hvor parlamentets medlemmer skal tage stilling til, om de stadig støtter Prodi som landets leder. Prodis regering havde kun et enkelt mandats flertal inden krisen, men ifølge Reuters har Prodi nu overtalt en kristendemokrat til også at støtte op om Prodis umage centrum-venstre-regering, der både består af kristne, kommunister og liberalister.
Italienske kommentatorer regner med, at Prodi vinder afstemningen og får lov til at fortsætte som premierminister. Men resultatet bliver tæt, og Romano Prodi har udsat afstemningen til torsdag, da en af hans støtter, den 97-årige Rita Levi-Montalcini, først er tilbage i Italien til den tid.