Pressemeddelelse fra Vækstfonden
Den stærke efterspørgsel på finansiering fra Vækstfonden fortsatte i 2018 på samme høje niveau som i 2017. I alt fik 751 virksomheder over hele landet finansiering fra statens finansieringsfond for samlet 2,4 mia. kr.
"I Danmark får vi mange gode idéer, og rigtig mange af dem bliver omsat til stærke
virksomheder. Vi ser det hver eneste dag i Vækstfonden og mærker det også på
bundlinjen. I 2018 var Vækstfondens investeringer med til at skabe ca. 13.000 job i Danmark svarende til et løft i BNP på 9 mia. kr. Det kan kun lade sig gøre, fordi Vækstfondens strategi bygger på langvarige partnerskaber med en bred vifte af private banker og investorer og på tætte samarbejder med andre offentlige aktører," siger Claus Gregersen, formand i Vækstfonden.
Vækstfondens overskud går dels til staten i udbyttebetaling og dels til investeringer i ny innovation og vækst i danske virksomheder.
"Med resultatet for 2018 krydser Vækstfondens akkumulerede overskud over de seneste fem år 3 mia. kr. svarende til en gennemsnitlig årlig egenkapitalforretning på 14,3 pct. i samme periode. Det er et stærkt resultat, som afspejler en solid fremgang i mange af de virksomheder, vi har investeret i. Det er i sig selv glædeligt. Overskuddet betyder samtidig, at Vækstfonden kan opretholde sit høje aktivitetsniveau og være med til at finansiere nye generationer af virksomheder og dermed endnu mere fornyelse og vækst i Danmark," siger Christian Motzfeldt, direktør i Vækstfonden.
I 2019 forventer Vækstfonden at fortsætte det høje aktivitetsniveau med en bred indsats over hele landet drevet af stærke partnerskaber med banker, revisorer, rådgivere, private investorer og offentlige aktører. Fokus vil særligt være på finansiering af virksomheder i den tidlige fase, som Vækstfonden sammen med Innovationsfonden har fået til opgave at løfte som led i den politiske aftale om forenkling af erhvervsfremmesystemet.
Kontakt:
For yderligere information, kontakt:
Christian Motzfeldt, direktør i Vækstfonden / 40 80 48 60 / cm@vf.dk
Peter Bruun, chef for kommunikation og CSR i Vækstfonden / 40 81 35 46 / pbr@vf.dk
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/vaekstfondens-arsrapport-2018-13000-job-og-trecifret-millionoverskud?releaseId=13572051
Via Ritzau