PRM / Københavnsk kongres- og eventbureau vinder Røde Kors' Førstehjælpspris
Foto: Peter Sørensen (Foto: Free)
Incoming-bureau BDP, der tager sig af kongres- og krydstogtgæster i København, og deres bureau for guider, GVIDI, vandt Førstehjælpsprisen 2019, som Røde Kors og Aleris-Hamlet uddeler. Her kan alle guider og fastansatte førstehjælp, og det skaber tryghed for turisterne.

Pressemeddelelse fra Røde Kors

Det blev det københavnske incoming-bureau BDP og deres guide-bureau, GVIDI, der vandt Førstehjælpsprisen 2019, som Røde Kors og privathospitalet Aleris-Hamlet uddeler.

BDP tager sig blandt andet af kongres- og krydstogtgæster, som besøger København, og guiderne i GVIDI tager dem med på tur rundt i Københavns gader og stræder. Her er det nyttigt at kunne førstehjælp, når en turist snubler over en kantsten. Og det kan de mere end 100 guider og 14 fastansatte.

"BDP og GVIDI tager det meget alvorligt, at de er en arbejdsplads, der har ansvaret for et stort antal mennesker, hvor der er en vis risiko for ulykker, når de færdes rundt med turisterne. De sørger ikke blot for at alle får et førstehjælpskursus ved ansættelsen, men de sørger også for, at kurset genopfriskes hvert andet år," siger Michael Gram Kirkegaard, vicedirektør i privathospitalet Aleris-Hamlet.

Førstehjælp skaber tryghed

Det er obligatorisk i BDP og GVIDI at have et opdateret førstehjælpsbevis, så de ved, hvad de skal gøre, hvis ulykken er ude. De vil gerne gå i front for, at det bliver prioriteret højere i turistbranchen, og de kan se, at nogle af deres guider kommer fra andre bureauer, hvor de ikke har fået et førstehjælpskursus.

Sofia Louise Larsen, der er projektassistent i BDP og koordinerer førstehjælpskurser i BDP og GVIDI, sætter stor pris på, at de bliver anerkendt for deres arbejde med førstehjælp, som skaber tryghed for turisterne.

"Gæsten skal føle sig tryg i vores guiders hænder. De får et førstehjælpskursus, som burde være obligatorisk i branchen. Det vil vi gerne gå i front for," siger hun.

Kontakt:

For yderligere information kontakt: Pressemedarbejder i Røde Kors Kasper Bøgsted Kristensen på 40 46 67 74

Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/kobenhavnsk-kongres--og-eventbureau-vinder-rode-kors-forstehjaelpspris?releaseId=13571621

Via Ritzau
via Listen To News