Friskoler skal undervise i demokrati og folkestyre. Men frygten for, at der i stedet står ekstremistiske på skoleskemaet får Undervisningsministeriet til at øge tilsynet.
25 udvalgte friskoler skal derfor tjekkes for at undersøge, om skolerne opdrager deres elever til demokrati og folkestyre.
Det er Friskolernes foreninger stærkt kritiske over for. De ser det som en overflødig mistænkeliggørelse af deres medlemsskoler.
"Vi mener, at det er komplet overflødigt at føre terrortilsyn, men det er den udfordring, de har fået af folketinget. Udover det, så er det skoletilsynets opgave at føre tilsyn med skolerne, og skoler har ikke noget at skjule," siger sekretariatschef for Danmarks Privatskoleforening, Ebbe Forsberg til Nyhedsbureauet Newspaq.
Undervisningsminister Tina Nedergaard (V) mener sig ikke, at det er spild af tid at undersøge radikaliseringen på private skoler.
"Jeg er ked af, hvis de oplever det som en mistænkeliggørelse af skolerne, for det er ikke tanken. Men vi har som tilsynsførende myndighed et ansvar for at sikre, at så få unge som muligt bliver tiltrukket af de radikale miljøer," siger hun til politiken.dk.
Det skærpede tilsynet indgår i en handleplan mod radikalisering og ekstremisme, som regeringen fremlagde i 2009.