Dette er en pressemeddelelse leveret af Via Ritzau.
Resultaterne af, at kommunerne har ladet private firmaer stå for lønnen til de ansatte, har overvejende været dårlige. Det viser en ny 114 sider lang analyse fra Rådet for Offentligt-Privat Samarbejde under Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.
Ud af de syv kommuner, der har forsøgt sig med at udlicitere den kommunale lønadministration, og som indgår i Rådets analyse, har fem kommuner oplevet dårligere kvalitet efter udbuddet (Albertslund, Odder, Lemvig, Syddjurs og Odense), mens to kommuner (Frederiksberg og Greve) tilsyneladende har haft bedre erfaringer, viser analysen.
Blandt de fem kommuner, der har oplevet en ringere kvalitet efter privatiseringen, har fire oven i købet fået flere omkostninger. Desuden peger analysen på, at der er tabt kommunal lønviden i alle syv kommuner efter udbuddene.
I HK/Kommunal, der organiserer de kommunale lønmedarbejdere, er næstformand Mads Samsing langt fra overrasket over analysens resultater.
- Igennem de seneste ti år, hvor flere kommuner har privatiseret lønopgaven, har vi med jævne mellemrum fået meldinger om, hvordan vores tilbageværende, kommunale medarbejdere har måttet investere hundreder af arbejdstimer på at rede trådene ud i det lønkoks, der ofte er resultatet af en udlicitering, siger Mads Samsing.
Han vurderer, at den kommunale lønadministration over en bred kam er veldreven og effektiv, mens den privatiserede lønadministration ofte har været både dyrere og dårligere, end hvis opgaven havde ligget i kommunalt regi.
- Med forkerte udbetalinger, løn, der lader vente på sig, og løn, der overhovedet ikke kommer ind på de ansattes bankkonto, har vi været vidne til et voldsomt ressourcespild i hovedparten af de kommuner, der har forsøgt sig med at privatisere lønudbetalingen, lyder det fra HK/Kommunals næstformand.
Mads Samsing advarer i det hele taget mod at betragte udliciteringer som den universelle løsning på udfordringerne i den offentlige sektor.
- Hvad enten det drejer sig om beskæftigelsesindsatsen, den nære borgerservice, lønadministrationen eller noget helt fjerde er resultatet af en udlicitering jo også, at områderne bevæger sig uden for den demokratiske kontrol, som borgerne burde genkende i det repræsentative demokrati, siger Mads Samsing.
Han tilføjer, at borgernes retssikkerhed kan blive alvorligt udfordret, når bestemte ydelser bliver placeret uden for det offentlige myndighedsområde.
Dette er en pressemeddelelse leveret af Via Ritzau.