Saxo Bank-Tinkoff Bank havde flere kandidater til prisen som Tourens "mest angrebsivrige rytter" - eller "prisen for kamplyst" som den også kaldes - og Chris Anker Sørensen løb med æren.
Den danske bjergrytter mener, at prisen i virkeligheden går til holdet.
- Jeg er selvfølgelig rigtig glad for prisen, men den er først og fremmest holdets pris og et stort skulderklap til os alle for det, vi har præsteret i løbet.
- Det synes jeg, vi kan være stolte af, og det er fuldt fortjent, at vi nu får lov til at vise trøjen på podiet i Paris, siger Chris Anker Sørensen.
Danskeren tog prisen via daglange udbrud på løbets to største bjergetaper, 11. etape i alperne og 16. etape, hvor han blev nummer to.
Prikken over i'et var, da Sørensen gennemførte 17. etape med to kødlunser dinglende fra fingrene, efter han havde forvildet sine fingre ind i hjulet, hvor en avis havde sat sig på tværs.
Det kostede ham en lille operation og efter Touren skal han gennem en mindre hudtransplantation.
Men danskeren gennemførte med store smerter, og det gjorde indtryk på juryen, som skulle kåre den mest kamplystne i Touren.
Chris Anker Sørensens andenplads på 16. etape er hans bedste resultat på en Tour de France-etape.
Danskeren har tidligere vundet en etape i Giro d'Italia.
/ritzau/