Der vil ikke blive serveret søndagsflæsk på Elmely Kro i den nærmeste fremtid.
Patrick Bach Dalin, der sammen med sin kone Kia har drevet kroen siden sommeren 2018, har valgt at lukke driften af kroen, der ligger ved Ugerløse, med øjeblikkelig virkning.
- Vi prøvede at skaffe kapital, men valgte at lukke driften, og har meddelt personalet, at vi ikke kan udbetale løn. Vi kan ikke se en fremtid i stedet, der kommer ikke kunder nok til en rentabel drift, siger Patrick Bach Dalin til Nordvestnyt.
Til B.T. fortæller han, at kroen ikke er erklæret konkurs endnu.
- Men vi har lukket, fordi vi ikke vil grave et dybere hul, siger Patrick Bach Dalin til avisen.
Elmely Kro har ifølge B.T. flere gange vundet konkurrencen Local Cooking. Kroen ejes af Dorte Carlé, der nu skal overveje fremtiden.
- Vi har været glade for Patrick og Kia Bach Dalin, som har ført tidligere forpagteers stil og stemning videre. Som ejer giver det stof til eftertanke, at de må lukke, siger hun til Nordvestnyt.