Drop at tage teen, pulverkaffen og dåsesodavandene med i kufferten, når udlandet venter i sommerferien. Det er nemlig langt billigere at gå i det lokale supermarked i eksempelvis Tyrkiet eller Portugal.
Det viser en beregning, som rejsebureauet Star Tour netop har lavet. Den fortæller også, at Mallorca er det billigste sted at nyde sommeren, når det kommer til dagligvarer.
Mallorca billigst
Star Tour har været på indkøb på Mallorca, i Tyrkiet, Kreta, Portugal og Danmark. Alle steder har personalet købt det samme - blandt andet mælk, brød, sukker, pulverkaffe. På Mallorca blev regningen 124,50 kroner, Tyrkiet får en andenplads med 138 kroner efterfulgt af Portugal med 154,50, Kreta 170 kroner og Danmark 209 kroner.
Beregningen er relevant, fordi 300.000 danskere drager sydpå i løbet af sommerferien i skolernes sommerferie, og omkring 70 procent af dem bor i ferielejligheder med eget køkken.
- Tallene viser, at det ikke er nødvendigt at tage madvarer med hjemmefra. Og de giver en god fornemmelse af, hvordan prisniveauet ligger i forskellige lande. For priserne i supermarkederne hænger også sammen med, hvad det vil koste at tage ud og spise, fortæller Star Tours salgsdirektør Stig Elling.