Prisstigninger på drikkevarer er med til at give bryggerikoncernen Carlsberg et overskud på 4,2 milliarder kroner i første halvdel af 2023.
Det viser halvårsregnskabet onsdag morgen.
Det er en markant forbedring i forhold til samme periode sidste år, hvor koncernen måtte indkassere et underskud på 4,7 milliarder kroner.
Det er dog ikke helt fair at sammenligne de to perioder, da en nedskrivning af Carlsbergs russiske forretning kostede knap ni milliarder kroner på bundlinjen i første halvdel af 2022.
Kigger man udelukkende på driften, er overskuddet faldet til 6,3 milliarder kroner mod 6,4 milliarder kroner i andet kvartal sidste år.
Carlsbergs topchef, Cees ’t Hart, giver udtryk for, at det har været et udfordrende halvt år.
- Men vi er tilfredse med vores solide resultater, som er opnået i et udfordrende miljø, siger han i regnskabet.
Ikke desto mindre har en omsætningsvækst på 2,3 milliarder kroner i første halvdel af året løftet Carlsbergs forventninger til hele året. Det skete allerede tirsdag.
Nu hedder prognosen en organisk vækst for driftsoverskuddet på 4-7 procent.
Tidligere ventede Carlsberg en udvikling i driftsresultatet på mellem minus to procent og fem procent.
Omsætningen er i årets første seks måneder vokset til 37,8 milliarder kroner.
Tirsdag fremgik det af en meddelelse, at Carlsberg vil igangsætte et såkaldt tilbagekøbsprogram på en milliard kroner.
Tilbagekøb af aktier er også en måde at hjælpe sine aktionærer, fordi man øger efterspørgslen på aktierne.
Et selskabs værdi skal nemlig fordeles på færre aktier, og det vil alt andet lige få prisen på aktierne til at stige.
Offentliggørelsen af halvårsregnskabet bliver Cees ’t Harts sidste som topchef.
Han erstattes nemlig af Jacob Aarup-Andersen, der kommer fra en stilling som administrerende direktør i servicevirksomheden ISS.
- Efter otte begivenhedsrige år er dette mit sidste regnskab som administrerende direktør for Carlsberg, siger Cees ’t Hart i regnskabet.
- Vi er meget stolte af de resultater, vi som team har opnået, også i de turbulente tider de sidste par år.
/ritzau/