Efter to års coronapause var Revyernes Revy 2022 søndag aften tilbage i teltet på Dyrehavsbakken, hvor der blev spillet for fulde huse og efterfølgende uddelt revy-priser.
Og her blev Nykøbing Falster Revyen aftenens store vinder.
Nykøbing Falster Revyen blev nemlig kåret som årets bedste revy 2022 og samtidig modtog revyens Bente Eskesen titlen som “Årets Revyskuespiller 2022” - også kaldet “Årets Dirch”.
Revydirektør Mickey Pless er selvsagt stolt af hæderen. I en pressemeddelelse skriver han.
- Det er fuldstændig vildt det her! At vi bliver "Årets Revy 2022" - og at Bente, som har væltet salen hver aften i Nykøbing, vinder prisen som "Årets Bedste Revyskuespiller". Jeg er bare SÅ glad både på Bente og revyens vegne!
Vi har haft en fantastisk sommer og revyhold - det har næsten været en magisk oplevelse. Lige fra første prøvedag og til sidste spilledag, har vi haft en fantastisk stemning, både på og bag scenen. Vi har leveret en revy, som jeg godt tør sige, hører til blandt de største successer i revyens historie.
Alle har ønsket, at revyen skulle komme stærkt igen, efter nogle svære corona-år, og det er i den grad lykkedes på grund af nogle fantastiske medarbejdere og ikke mindst et publikum, som har bakket op om os. Jeg kan ikke ønske mig mere!
Nu fester vi til den lyse morgen og så arbejder vi videre med både vinter og sommerrevyen til 2023, siger Mickey Pless.
Leif Maibom blev årets revyforfatter, årets komponist blev Morten Wedendahl og så kårede Skuespillerforeningen selv "Årets Ærespris", der gik til Susanne og Torben "Træsko" Pedersen, som i mange år med succes har drevet Cirkusrevyen.